Tirsdag havde vi den første og meget tiltrængte “cool off” dag ved swimmingpoolen med afslapning, sol og masser af badning. Vi mødtes med Jenna til aftensmad på en havnekaj. Det var rigtig sjovt og dejligt at se hende igen. Hun er 27 år idag, og vi så hende sidst i 1992. Vi fik snakket og hørt til hinandens liv og hverdag. Jenna er glad for at bo i San Francisco. Det var første gang Maja, Emma og Jeppe hilste på hende.

Onsdag – idag – stod vi op kl. 4 pyyhh, kørte en time til Napa, hvor vi skulle flyve i luftballon. Vi var en 35 mennesker der skulle op i balloner.Vi fløj i “Sunflower” henover Napadalen i en god times tid, det var en stor oplevelse. Normalt flyver de i ca. 300 meters højde, men vi var idag oppe i 1000 meter. Vejret var super til flyvningen. Bagefter ventede der os et rigtigt amerikansk morgenbord og champagne. På hjemturen kørte vi over Golden Gate Bridge, som vi idag så meget tydeligt da vejret var klart. Faktisk er det en utrolig smuk bro. Vi fortsatte ad meget stejle gader hjem til vores hotel. Vi var her kl. 10 godt trætte, da vi havde været igang i 6 timer, men dagen stadig lang. Det er blevet til lidt hvil, shopping, sol og en del badning atter idag, da energiniveauet har kørt lidt på lavblus grundet den korte nat.. San Francisco er virkelig en skøn og hyggelig by, der i kontrast til New York ikke er så fortravlet, og solen når helt ned på gaderne her. Folk er meget venlige og imødekomne, vi kommer let i snak hvorend vi går. Skyggesiden er de mange tiggere der sidder på hvert et gadehjørne. Ønsket om at kunne hjælpe alle, er jo helt umuligt, men trist er det at se på.